At forstå menneskets natur og følelsernes fænomenologi

Indledning

I det første kapitel delte jeg min egen historie for at vise, hvordan livets erfaringer former os. I dette kapitel beskriver jeg, hvordan jeg ser menneskets grundlæggende natur – psykologisk set.

Her spiller følelser en central og uundværlig rolle. Jeg ser dem som vores stadige og levende udtryk – som ringe i vandet fra vores inderste eksistens. Følelser er livets spontane bevægelse i os. De er kroppens sprog, hjertets måde at vise, hvad vi har brug for, hvad vi værdsætter, og hvor vores grænser går.

Jeg ønsker her at folde ud, hvordan følelser fungerer – både som redskab og som skabende proces. Følelser orienterer os i livet, men de former samtidig den måde, vi oplever os selv og verden på. Derfor er de helt centrale, når vi vil forstå, hvad det vil sige at være menneske.

At se følelser gennem behov, værdier og grænser

Som eksempel vil jeg tage sorg og sorgproces. Sorgen viser på én gang følelsernes dybde og de særlige menneskelige mønstre, der gentager sig i vores liv. Den kan være smertefuld, men den udspringer altid af kærlighed. Sorgen fortæller, at vi har haft noget betydningsfuldt, vi ikke længere har. Sorg er samtidig en illustration af, hvordan følelser både udspringer af og spejler vores inderste tilstand og samtidig initierer forandring.

Det samme gælder for andre følelser. De udspringer af vores indre eksistens (liv) og indvirker samtidig på os selv, når vi mærker dem i os. Følelser er bevægelige og dynamiske, ikke statiske.

Der er en relativt nem måde vi kan få kontakt til og forstå denne indre virkelighed på. Det er et redskab, jeg næsten altid underviser mine klienter i. Jeg har især brugt det når vrede er problemet, men det er et nyttigt redskab i forhold til alle følelser. Hvis vi ønsker at forstå, hvilken funktion en bestemt følelse har – for os selv eller for andre – ser jeg på, hvilket behov, hvilken værdi eller hvilken grænse der ligger bag følelsen. Følelser opstår aldrig i et vakuum eller kun på grund af ydre begivenheder. De skabes altid indefra i møde med verden eller af indre proces. Her er behov, værdier og grænser et enkelt, men præcist filter, som kan hjælpe os med at opdage, hvorfor vi føler, som vi gør (Alt i dette kapitel kan læses gennem dette filter):

• Behov: det, jeg har brug for – det, jeg længes efter eller ønsker.
• Værdier: det, der stemmer med, hvad jeg oplever som rigtigt eller forkert.
• Grænser: det, der respekterer eller overskrider min personlige ramme.

At lægge sorgens puslespil

En sorgproces kan ses som et puslespil, der skal lægges. Billedet er alt det, vi må ændre og justere for at komme fra et liv med sorg, til et liv uden. Hver eneste brik er et mikroelement i denne proces. Hvis det er en ægtefælle, vil der være uendeligt mange brikker repræsenterende de mange forhold vi skal omstille os i forhold til: at leve alene, at få styr på økonomien, at lære nye ting, at håndtere ked-af-det-hed, savn, skyld, skam, vrede, frygt og angst.

Mange af brikkerne vil ligne hinanden. De svære områder vil kræve mange brikker, ligesom et puslespil kan have store felter med ensfarvet himmel. Ensomhed og savn vil derfor ofte dukke op igen og igen. Hver gang vi i hverdagen aktiverer en brik, bearbejder vi en lille bid mere. Det er sådan en sund sorgproces ser ud: livets egen “massage” skubber os gradvist fremad, indtil billedet langsomt falder på plads. Vi skal bruge alle brikker for at lægge et puslespil! (som metafor i det mindste). Til sidst er puslespillet lagt, og vi kan leve vores liv igen – med accept af tabet og en ny måde at være i verden på.

En anden metafor for følelser kunne være impressionismen: enkelte, små, rene farveklatter smelter sammen og danner et billede, når man zoomer ud og ser det på afstand. Farverne har først og fremmest mening som del af en større helhed.

At lade bølger passere

Men mange mennesker har svært ved at lade dette ske naturligt. Vi prøver at styre processen bevidst. Vi tænker: “Jeg er ikke ked nok af det” og forsøger at presse os selv til at blive mere triste, for eksempel ved at tænke intenst på alt det, vi har mistet. Eller vi prøver at holde glæde og vrede nede, fordi vi synes, de følelser ikke er passende.

Et billede, jeg ofte bruger, for at beskrive hvordan vi på en god måde kan forholde os til dette ”arbejde” og give plads til vores naturlige proces:

Forestil dig du står på en strand i vandkanten, og ser en bølge komme imod dig. Bølgen repræsenterer en ubehagelig følelse eller tanke. Du bliver stående, selvom den nærmer sig. Du lader bølgen ramme dig, mærker dens kraft og uro, … og lader den passere, og forsvinde bag dig.

Det samme sker med de næste bølger: de skyller ind, de passerer dig, forsvinder bag dig. Hver bølge er en brik i puslespillet. Du løber ikke væk for at undgå den, og du løber ikke efter den for at “fikse” dig selv hurtigere. Du står der, hvor du er, og fortsætter med det, du har gang i – måske opvasken, en gåtur, en samtale – og samtidig tillader du dig selv at være berørt.

En vigtig pointe er, at vi ikke ”er” vores følelser. Vi ”har” dem. De passerer gennem os som skiftende stemningsrapporter. At identificere sig med følelsen – “Jeg er en vred person” – låser os fast. At se følelsen som en bevægelse – “Jeg mærker vrede lige nu” – åbner for, at den kan passere.

Vi ”er” ikke vores følelser. Vi ”har” dem. De passerer gennem os som skiftende stemningsrapporter

På den måde kan kroppen selv gøre arbejdet. Følelserne bevæger sig, når vi ikke blokerer vejen for dem.

Opmærksomhed som lygte

En anden måde at forstå følelsers dynamik på er at se vores opmærksomhed som en lygte. Det, vi retter lyset mod, bliver levende i os. I en sorgproces kan det betyde, at hvis vi retter lygten mod tabet, vokser savnet og smerten. Hvis vi retter lygten mod hvordan jeg nu skal leve alene, kommer der måske vrede eller frygt afhængig af mine personlige forudsætninger. Alle forskellige følelser vil have plads som reaktion på særlige aspekter i vores komplekse liv og særlige position uden det tabte. Føler jeg vrede betyder det ikke at min sorg pludselige er væk, den bliver overskygget og afløst af det der nu er i forgrunden. Vores følelser følger det, vi belyser. Lygtemetaforen viser, at følelser altid er forbundne med vores behov, værdier og grænser. De bliver aktiveret af det, vi giver opmærksomhed, og på den måde er de både spejl og kompas i livet.

Vi ”har” mange følelser samtidig – hvilken der træder frem, afhænger af, hvad vi har vores opmærksomhed på, og den betydning det har for os

De træder frem som reaktioner på vores levende liv, fylder i os, påvirker vores oplevelser, som vi igen reagerer på, oplever og forandres af.

Hvordan vores fokus og kontakt med forskellige aspekter af livet aktiverer forskellige og relevante følelser, viser, at vi samtidig rummer mange følelser som potentielle fornemmelser.
Det giver derfor mening at tænke, at vi indeholder mange følelser på én gang. Mit fokus – som mig, i verden – giver anledning til en følelse, der udtrykker denne særlige kombination af mine kvaliteter, mål og værdier.

Følelser er en kvalitet ved det levede liv – livets fænomenologi. Fænomenologi er det udtrykte liv – den oplevede bevægelse, hvor krop, følelse og bevidsthed mødes i ét levende øjeblik. Følelser er således en egenskab ved vores levede liv – de eksisterer ikke i sig selv, men opstår i mødet mellem liv, bevidsthed og erfaring.

Kulturens misforståelser om følelser

Desværre underviser vores kultur os om at vores følelser er upålidelige, irrationelle, og ikke til at stole på. Vores vrede ser vi ofte som en lunefuld fjende som skal betvinges og fjernes, for at vi ”kan fungere rigtigt”. Problemet er ikke vreden, men at vi ikke evner eller har lært at udtrykke og leve vredens impuls. Kan vi det, hjælper vredens impuls os til mere livskvalitet, bedre kommunikation med andre, mere selvværd og integritet.

Hvis vi viser vores vrede ved at rynke øjenbrynene eller stramme ansigtet eller hæve stemme, sige nej, fortæller vi den anden at de overskrider vores grænser og giver dem mulighed for at ændre adfærd, så vi kan lære at samarbejde på en gensidig måde. Udelader vi sådan feedback, risikerer vi den anden fejlagtig tror deres adfærd er OK. For eksempel at vi syntes noget er sjov, selvom vi er krænkede.

Naturlig vrede kan hjælpe os til at fungere sammen. Det er når vi ikke lever vores vrede i vores kontekst det kan blive et problem. Når vi ikke formår at skabe plads til vores eksistens. Når vreden ikke bliver forløst.

Vold kan beskrives som ureguleret vrede og en magtesløs handling, hvor vi har opgivet at tune vores følelse til vores konkrete situation, og bare udlever vrede unuanceret og blindt. Vil jeg ud ad en dør, kan vreden melde sig med impulsen ”væk forhindring” ”væk dør” med lyst til at sparke døren ind. I denne situation, vil en afstemt reaktion være at række hånden ud og åbne døren.

Vredens funktion er at sikre vores livsrum, at vi kan trække vejret og eksistere. Den mobiliserer os og gør os modig og handlekraftig – supersmart når energien omsættes passende. (Alle) Følelser er blinde, de er rene udtryk, og ideelt set er det hovedet der ansporet af følelserne, finder den reaktion der passer bedst til vores aktuelle / konkrete situation.

Følelsernes funktion – et indre kompas

På samme måde har alle vores følelser en funktion som udspringer af enten samspillet mellem vores eksistens/liv i verden eller som impuls til at sikre vores fortsatte eksistens.

Følelser kan forstås som livets indre kompas. De er ikke blot tilfældige reaktioner, men signaler der peger på grundlæggende behov, værdier og relationelle vilkår. Når vi ser på følelsernes funktion, bliver det tydeligt, at selv de svære eller smertefulde følelser rummer en vigtig beskyttende og udviklende kraft. Vrede markerer grænser, jalousi afslører længslen efter kontakt, og frygt skærper vores sanser, mens glæde, tillid og interesse åbner for fællesskab og vækst.

Alle følelser er meningsfulde set i forhold til vores aktuelle liv og vores overlevelse i dette

Denne oversigt viser, hvordan hver enkelt følelse både har en umiddelbar funktion og kan forstås bredere i en psykologisk sammenhæng. På den måde bliver følelserne ikke noget, vi skal af med, men noget vi kan lytte til, regulere og integrere som en ressource i livet.

Hvad er en følelse?

Følelser er ikke noget, vi først tænker os frem til. De kommer automatisk, som små kropslige impulser, der skubber os i en bestemt retning. Kroppen reagerer først – tankerne og ordene kommer bagefter.

Jeg ser følelser som mønstre – hele oplevelser, hvor krop og mening smelter sammen til én helhed. De er ikke bare “rå” fornemmelser, men altid bundet til en betydning i vores liv.

En følelse kan også forstås som en slags indre evaluering. Kroppen og sindet registrerer lynhurtigt: Hvad er godt for mig her? Hvad skal jeg passe på? Hvad mangler jeg? Følelsen er selve konklusionen – en form for kropslig besked om, hvad jeg i hjertet har brug for, for at leve, udvikle mig eller undgå skade.

Lad mig tage et eksempel: Forestil dig, at du står foran en vigtig eksamen. Pludselig mærker du et sug i maven. Det er ikke kun “nerver”. Det er en hel indre kompleks – et samspil mellem den kropslige fornemmelse (maven snører sig sammen), følelsen (uro, måske angst) og meningskonteksten (det handler om noget vigtigt: at præstere, at blive bedømt, at fremtiden kan blive påvirket). Alt dette smelter sammen til én samlet oplevelse.

På den måde er følelser altid mere end bare en fornemmelse. De er levende helheder, hvor kroppen og meningen hele tiden taler sammen.

Jeg ser også de mest basale impulser som en form for følelse. Når jeg for eksempel mærker sult og ønsker noget at spise, er det ikke blot et biologisk signal, men også en indre impuls, der udspringer af min eksistens. Derfor hører det til i samme kategori som andre følelser: et kropsligt og psykisk udtryk for, hvad jeg har brug for i livet i dette øjeblik.

Følelsens kerne: liv og kærlighed

Mennesket er et socialt væsen, og vores relationelle natur er dybt indlejret i både krop og instinkter. For eksempel har vi spejlneuroner, der automatisk og uafbrudt registrerer, hvordan de mennesker, vi er sammen med, har det. Vores udvikling som art har været afhængig af evnen til at samarbejde. Alene var vi sårbare, men når vi koordinerede med hinanden, kunne intet dyr matche vores styrke.

Nyere forskning understøtter dette perspektiv. Jaak Panksepps affektive neurovidenskab (Panksepp, 1998) om: Grundbog i affektiv neurovidenskab, der beskriver hjernens primære følelsessystemer (fx søgen, frygt og omsorg) og deres biologiske forankring.
relevans: Understøtter idén om følelser som evolutionært baserede, kropslige systemer, der organiserer adfærd og ikke blot er “tanker om noget”. Link til kapitlets kilder peger på, at følelser er biologisk forankrede systemer med klare funktioner: SEEKING, CARE, PLAY osv. De driver os til at udforske, knytte os til andre og skabe kontakt – altså til at bevæge os mod liv og samhørighed.

James Coans social baseline theory (Coan & Sbarra, 2015) om: Artikel, der præsenterer Social Baseline Theory: menneskehjernen forventer social nærhed og “deler” belastning og risiko med andre.
relevans: Matcher mine pointer om mennesket som grundlæggende socialt væsen, hvor følelsesregulering og oplevet tryghed er tæt knyttet til relationer. Link til kapitlets kilder viser desuden, at vores hjerne er designet til at regulere følelser i samvær med andre. Når vi er alene, bruger vi flere ressourcer på at dæmpe frygt og stress, mens byrden deles automatisk, når vi er sammen.

For mig peger denne forskning i samme retning som mine egne erfaringer: Følelser er ikke tilfældige reaktioner, men livets måde at forbinde os på. At vi er sociale væsener, betyder dog ikke i sig selv, at vi lever i kærlighed. Det kan også handle om instinktive mønstre, tilpasning eller blot trivsel i fællesskab. For mig er kærlighed noget mere end social tilpasning – det er en indre, naturlig tilbøjelighed, en positiv, kreativ og skabende kraft.

Billedet af et spædbarn, der fanger mor eller fars øjne, smiler og klukker af glæde over kontakten, siger mere end mange ord. Gensidighed og kontakt er en konstant fryd for barnet, og med denne base finder det både tryghed og mod til at udforske verden. Lysten til samvær, til at gøre godt mod andre og til at se andre have det godt, er egenskaber, vi er født med. De er hardwired i vores biologi og forlader os aldrig, selvom de kan hæmmes eller forvrides af en opvækst under skadelige vilkår.

Min erfaring gennem 30 års praksis er, at denne kerne aldrig forsvinder. Når vi praktiserer ærlighed, selvrespekt og egenomsorg, kan vi genetablere forbindelsen, så kernens lys igen bryder frem.

Jeg ser liv som centrum. Liv er selve kilden – et ja til at være her, til at tage plads, til at udfolde sig og indgå i verden. Liv rummer en naturlig stræben efter balance, vækst og selvaktualisering. Denne bevægelse er ikke et ideal, men en følge af selve eksistensen: Når vi lever, søger vi automatisk at regulere os, finde retning og udfolde os.

Hvad jeg mener med kærlighed

Kærlighed er livets relationelle udtryk. Jeg bruger her ordet liv som udtryk for vores eksistens i verden – både det, vi ikke umiddelbart fornemmer, og det, vi sanser direkte. Det rummer vores kropslige fornemmelser og sansninger: at vi trækker vejret, mærker vores krop, og registrerer de mange indre processers samlede aftryk i os. Vi åbner op til vores eksistens i verden. Hvor livet er kilden, er kærligheden strømmen – den bevægelse, hvor livet vender sig udad og forbinder sig. Kærlighed er ikke blot en følelse blandt andre, men den måde livet folder sig ud i relationer: i omsorg, samhørighed, intimitet og mening. Og i eksistens: at lære nyt og at handle i verden. Eksistentielt set handler kærlighed om aktualiseringen af vores natur.

Kærlighed er en grundlæggende egenskab ved det at være menneske og er indlejret i både biologi og psykologi. Den viser sig i vores empati, i glæden ved at gøre godt for andre, i sårbarheden, når vi mister – og i den selvhelende drift, der søger tilbage til balance og omsorg. I dette lys er sorg ikke kærlighedens modsætning, men dens anden side: Vi mærker kærlighedens fravær som smerte, netop fordi den er så grundlæggende.

Når jeg bruger ordet kærlighed, kan det virke personligt farvet og lidt forceret – og nogle vil måske mene, at det grænser til ønsketænkning frem for en teoretisk funderet analyse. Psykologien dokumenterer jo også, hvordan destruktive mønstre kan dominere adfærd. Denne pointe anerkender jeg fuldt ud. Samtidig er det min erfaring, at netop en grundlæggende tro på muligheden for positiv udvikling – under de rette omstændigheder – kan være virksom både for relationen og for klientens tro på egen heling.

Når jeg derfor insisterer på at bruge begrebet kærlighed, handler det ikke om naivitet, men om at pege på de livsbevægelser, jeg ser som fundamentale i psyken. For mig er det relevant at inddrage begreber som mening, retning og mål – snarere end at tilstræbe en steril neutralitet, der i praksis kan gøre os blinde for det mest centrale i menneskers erfaringer.

Når jeg fremover skriver kærlighed, er det dette, jeg mener: en grundlæggende livsbevægelse og den mest centrale drivkraft i vores følelser og relationer.

Følelser som livets spontane bevægelse i os.

De er ikke blot reaktioner på ydre hændelser, men livets egne kreative og nødvendige udtryk. Følelserne søger altid at udfolde sig i det rum, der er muligt for os, og i den bevægelse ændrer de samtidig vores oplevelse af, hvem vi er, og hvordan vi ser verden – hvad vi opfatter som muligt, og hvad vi tror, vi kan.

Dermed er følelser ikke bare et svar på livet, men også et personligt billede af, hvordan verden opleves, og hvordan vi oplever os selv i den. Dette indre billede ændrer sig hele tiden i mødet med verden. På den måde skaber vi os selv gennem vores interaktion med livet – altid søgende efter den bedst mulige måde at være til på.

Men vores følelser formes også af de omgivelser, vi vokser op i. Er opvækstvilkårene præget af tryghed, vil vi lære strategier, der understøtter vores udfoldelse og udvikling. Er vilkårene derimod meget vanskelige, lærer vi strategier, der passer til det miljø – men som senere i livet kan hæmme og begrænse os i andre sammenhænge. Disse reaktionsmåder er altså funktionelle i deres oprindelige kontekst, men kan blive en barriere, når vi søger at leve og udfolde os under andre betingelser.

At forbinde følelser og tanker

Følelser er en basal og integreret del af vores inderste kerne og funktion. Når vi tænker og reflekterer, bliver de stemninger og følelser, der passer til disse kognitive forløb, automatisk aktiveret. Derfor kan bevægelsen også gå fra tanke til følelse. Hvis jeg pludselig via en kognitiv overvejelse tænker (som beskrevet i lygtemetaforen), at noget er farligt, kan jeg straks opleve angst i kroppen. Men også i disse processer, hvor tanker aktiverer følelser, er følelserne stadig primære. Det er dem, der afgør, hvordan tanken opleves – om den bliver en alarm, en trussel eller en åbning til nysgerrighed.

Alle følelser har kognitive elementer /associationer, og alle tanker har emotionelle elementer relateret til dem. Total neutralitet findes ikke.

Følelser er i deres natur generelle og komplekse — mere både/og end enten/eller — mens tanker er mere specifikke, præcise og har en enten/eller-karakter.

Mavefornemmelsen og hovedet

Vi har en tendens til at tro, at det er hovedet, der ved bedst. At det er tankerne, der skal styre, kontrollere og beslutte. Vi forstår ofte vores naturlige liv ud fra den antagelse – at hovedet skal lede, og kroppen skal følge. Men i virkeligheden tror jeg, at det forholder sig omvendt.

Det burde være sådan, at det er mavefornemmelsen, der fortæller os, hvor vi skal hen – og hovedet, der finder ud af, hvordan vi kommer derhen. Det fungerer bedst når de arbejder sammen. Hovedet er ikke sekundært; det kalibrerer følelsernes energi til konteksten.

Hvis jeg for eksempel aftaler at mødes med en ven på Hovedbanegården i morgen, så mærker jeg måske at det føles rigtigt. Jeg får lyst til at se min ven og kan mærke at det føles som en god idé at mødes på Hovedbanegården – det er maven der taler.

Så træder hovedet til: Hvornår går toget? Hvor køber man billet? Hvor lang tid tager turen? Hovedet regner det praktiske ud, så kroppen kan gøre det, den har lyst til.

Sådan burde fordelingen være: Maven fortæller os, hvad vi gerne vil, og hovedet hjælper os med hvordan. Maven og kroppen ved, hvad der føles meningsfuldt, mens hovedet gør det muligt at føre det ud i livet.

Selvcensur i sorg – at leve forlæns, ikke baglæns

Mennesker i sorg evaluerer ofte sig selv: Føler jeg rigtigt? Reagerer jeg, som jeg burde?
Hver tanke og følelse kan blive til en dom over selvet: Denne følelse er forkert. Denne tanke er forkert. Derfor må der være noget galt med mig.

Sådan kan vi komme til at kæmpe med os selv for at undgå bestemte reaktioner – måske følelser som vrede, glæde eller jalousi, eller tanker som “Det er også dejligt endelig at være alene” eller kritiske tanker om den afdøde.

Vi forsøger at regulere os selv og vores følelser, så de passer ind i det, vi tror er rigtigt. Vi udøver en form for selvcensur: hæmmer nogle følelser og forstærker andre i overensstemmelse med, hvad vi opfatter som passende.

I sorgfasen kan vi derfor prøve at være mere kede af det – eller mindre; undgå vrede og afvise jalousi. Vi evaluerer tanker og følelser, som om de definerer, hvem vi er: Jeg er en vred person. Jeg er utaknemmelig. Men i virkeligheden er det blot tanker og følelser, der bevæger sig gennem os – forbigående elementer i vores levende, skiftende eksistens.

Denne selvcensur kan være stærkt hæmmende og i værste fald hindre os i at bevæge os godt videre i livet efter et tab. Den viser sig ofte som skyld over det, vi gjorde – eller ikke nåede at gøre. Selvfordømmelsen kan få os til at gentage de samme tanker og følelser, som om vi kunne ændre det, der allerede er sket. Men livet går altid fremad.

Her er et eksempel, som tydeligt viser, hvad der sker, når sorgen bliver fastholdt af selvbebrejdelser – og hvad det betyder at begynde at leve forlæns.

Jeg husker en klient i 40’erne, som stadig bar på en dyb sorg over tabet af sin mor, da han var teenager. Sorgen havde fulgt ham hele livet og bidraget til hans alkoholafhængighed.
Som teenager havde han en aften råbt ad sin mor, kaldt hende grimme ting og forladt hjemmet. Kort tid efter døde hun – uden at han nåede at se hende igen. Det sidste, han havde gjort, var at afvise hende og sige, at han ikke ville hende.

Siden havde han levet med en fastlåst selvfordømmelse. Han så kun tilbage på det øjeblik og dømte sig selv som en dårlig søn, der havde svigtet sin mor.

På trods af årene var han ikke kommet videre følelsesmæssigt. Sorgen stod som en mur, og han var fanget mellem tabets smerte og en selvfordømmelse, som hele tiden genskabte smerten. Dermed blev følelsernes naturlige bevægelse – deres spontane strøm – blokeret af hans eget blik på sig selv.

Var det ikke sket på den måde – og var dette forfærdelige tab med den ledsagende skyld og skam ikke frosset fast i ham – kunne han måske have bearbejdet tabet og genfinde sig selv, i sit liv.
Han var midt i livet og ved at leve, da hans indre bevægelse stoppede. Sorgen stivnede, og hans ubevidsthed låste sig fast i skyld, skam og selvfordømmelse – paradoksalt næret af hans kærlighed til sin mor.

Da vi talte om og bearbejdede de gamle hændelser, begyndte han at mærke, at hans adfærd dengang ikke var udtryk for en egentlig afvisning af sin mor. Som teenager havde han reageret på en konkret situation, hvor hans vrede snarere handlede om at få luft og plads – ikke om at afvise hende som person. I det øjeblik, han løsnede op og tillod sin indre proces, faldt sorgen på plads af sig selv.

At arbejde med sorg efter skilsmisse

Et af de mest udbredte og samtidig oversete tab, mennesker oplever, er skilsmisse eller samlivsbrud. Selvom det er en almindelig livsbegivenhed, rummer den ofte en meget kompleks sorgproces.

Når et par går fra hinanden, kan sorgen blive undertrykt, mens følelser som vrede, had eller fortsatte konflikter fylder billedet. Vreden kan føles mere håndterbar end sorgen, men bag den ligger tabet: kærligheden, drømmene, hverdagen og forestillingen om en fælles fremtid.

Det er vigtigt at huske, at sorgen i virkeligheden ikke kun handler om partneren. Det er hele vores fælles historie, vi siger farvel til. Vi må give slip både på den person, vi måske endte med at misbillige, og på den person, vi engang holdt dybt af. Det er ikke kun relationen, men et helt kapitel af vores liv, vi skal videre fra – og det gør processen så smertefuld.

Sorg efter skilsmisse peger samtidig på noget grundlæggende ved alle følelser: at de ofte er modsætningsfyldte. Vi kan både elske og hade på samme tid – og begge dele er sande. Alle følelser viser tilbage til vores indre eksistens og indeholder vigtige informationer om, hvem vi er, og hvad vi har brug for. At arbejde terapeutisk med skilsmisse handler derfor om at finde måder at anerkende og integrere disse forskellige aspekter, så ingen sider af os selv bliver udelukket.

I livets kompleksitet er modsatrettede og forskellige følelser meget almindelige. At komme videre indebærer som regel at finde plads til og anerkende realiteterne bag alle disse.

Hvis der er børn involveret, opstår et særligt ansvar: at tale respektfuldt om den anden forælder. Børn elsker næsten altid begge forældre. Når den ene taler grimt om den anden, bliver barnet fanget i en uløselig loyalitetskonflikt, hvor det må undertrykke sin kærlighed til den kritiserede forælder. Det skaber en indre splittelse og kan skade barnets selvfølelse. Derfor understreger jeg ofte for forældrene: Børn kan ikke løse de konflikter, forældrene ikke selv kan løse. De fleste forældre forstår straks dette og er villige til at gøre en indsats for at skærme barnet.

Sorgarbejde efter skilsmisse handler i høj grad om at hjælpe klienten til at anerkende virkeligheden bag følelserne. Følelserne handler ikke kun om konflikten med partneren, men om hele personen – behov, værdier, grænser og længsler. Når både sorgen og de modsatrettede følelser får plads, bliver det muligt gradvist at skabe et nyt ståsted og åbne for nye livstemaer og nye begyndelser.

At forstå følelsens form

Når vi mærker en følelse, reagerer vi som regel automatisk, uden at lægge mærke til, hvilken følelse det egentlig er, eller hvad vi kunne gøre for at imødekomme den. Følelser fungerer ofte blot som det bagvedliggende brændstof for vores handlinger, uden at vi giver dem bevidst opmærksomhed. Hvis vi endelig reflekterer over dem, forklarer vi dem som regel med ydre forhold. Jeg kan for eksempel tænke: “Jeg er vred, fordi nogen opfører sig dumt eller uansvarligt” – og konkludere, at det alene er grunden til min vrede.

I en sorgproces kan tanken være: Jeg er vred, fordi min kone er død eller jeg er vred over noget, jeg oplever som besværligt.

Det, vi sjældent gør, er at vende blikket indad og spørge: Hvorfor netop denne følelse? Hvorfor vrede og ikke sorg, eller en tredje følelse? Her er det ofte mere præcist at undersøge den indre årsag: Hvilket behov, hvilken værdi eller hvilken grænse er aktiveret i mig lige nu, som gør, at følelsen tager netop denne form?

Gør jeg dette, kan jeg måske opdage, at min vrede udspringer af en dyb frustration og sorg over, at den drøm, vi sammen bar – at blive gamle sammen – nu aldrig bliver til noget. Og ser jeg endnu længere ind, mod min indre kerne, bliver det tydeligt, at denne smerte i bund og grund udspringer af et indre jeg, der gerne vil leve.

Vi er tilbøjelig til automatisk at forklare vores følelser ved noget ydre eller blot at handle uden at overveje konsekvens eller indre funktion

Indtil nu har vi set på følelser gennem erfaring, praksis og billeder. Men følelser er ikke kun noget, vi beskriver indefra – de er også grundlæggende biologiske og kropslige processer. Moderne forskning har på forskellig vis vist, hvordan følelser hænger uløseligt sammen med hjernen, kroppen og vores relationer. Her vil jeg kort fremhæve nogle nøglebidrag.

Forskning i følelser og krop

Nina Bull: En Attitudeteori for Emotioner

Den danske psykolog Nina Bull (Bull, 1951) om: Klassisk teori, der forstår følelser som holdnings- og handlingsberedskaber snarere end som “rene” indre tilstande.
relevans: Underbygger en beskrivelse af følelser som måder at være vendt mod verden på, tæt knyttet til kropslig orientering og handling. Link til kapitlets kilder ønskede at afklare, om følelser primært var indre oplevelser – sådan som klassisk psykologi antog – eller om de i virkeligheden er uløseligt knyttet til kroppens motoriske beredskaber. Hun valgte hypnose som metode, fordi man her kan fremkalde stærke følelsestilstande uden, at de udløses af ydre begivenheder.

I sine forsøg arbejdede Bull med frivillige under dyb hypnose. Deltagerne blev bedt om at forestille sig følelsesladede situationer som vrede, sorg eller frygt, og hypnotisøren kunne også fremkalde specifikke følelser direkte gennem suggestion. Under disse tilstande blev ændringer i muskelspænding, kropsholdning, ansigtsudtryk, vejrtrækning og stemmeføring nøje observeret.

Resultaterne viste, at hver følelse havde sit genkendelige kropslige mønster. Frygt viste sig ved en sammentrækning af kroppen, hævede skuldre og muskelspænding, som forberedte flugt. Vrede kom til udtryk gennem fremadrettede skuldre, spændte kæber og knyttede hænder. Sorg viste sig i en indfalden brystkasse, faldende skuldre og et slapt ansigt, som om gråden var på vej, mens glæde var præget af en åben kropsholdning, udvidet brystkasse og afslappede bevægelser.

Bull fandt også, at følelsen forsvandt eller ændrede karakter, når kroppen blev bragt ud af sin karakteristiske stilling. For eksempel kunne vrede ikke fastholdes, når personen indtog en helt afslappet og åben kropsposition.

Et centralt fund var, at følelserne oplevedes indefra kroppen – gennem proprioception, altså fornemmelser af spænding, tryk og åndedræt. Desuden viste de ubehagelige følelser ofte en konflikt mellem modstridende motoriske beredskaber, f.eks. en fremadrettet bevægelse kombineret med hæmning. Dette var særligt tydeligt i sorg, angst og frustration.

Bulls konklusion var, at følelser er oplevelsen af kroppens indre motoriske “klarstillinger” – de såkaldte preparatory motor attitudes. Hypnose demonstrerede, at man kan fremkalde følelser uden ydre situationer, men aldrig uden kropslige udtryk. Dermed viste hendes forsøg, at følelser ikke blot er mentale oplevelser, men altid er forankret i kroppens bevægelser, spændinger og holdninger.

Hvor Nina Bull gennem sine eksperimenter viste, at følelser ikke kan adskilles fra kroppens motoriske holdninger, går Antonio Damasio et skridt videre og beskriver, hvordan disse kropslige signaler faktisk danner grundlag for både følelser og bevidsthed.

Antonio Damasio: Følelser og bevidsthed

Den portugisiske neurolog Antonio Damasio (Damasio, 2004) om: Populærvidenskabelig fremstilling af, hvordan krop, emotion og bevidsthed hænger sammen, med skelnen mellem kernebevidsthed, udvidet bevidsthed og selv.
relevans: Understøtter en forståelse af følelser som kropslige signaler, der er centrale for selvoplevelse og fornemmelsen af “at være til”. Link til kapitlets kilder har vist, hvordan følelser ikke blot er noget, der foregår i hovedet, men biologiske processer, der uløseligt forbinder kroppen og hjernen.

Først opstår de primære emotioner, som er kroppens umiddelbare reaktioner på stimuli. Når vi møder en fare, sætter kroppen gang i hjertebanken, svedproduktion og muskelspænding. Disse ændringer registreres i hjernens systemer, særligt i hjernestammen, hypothalamus og insula. På den måde “fortæller” kroppen hjernen, hvordan den har det. Når hjernen registrerer ændringerne, omsættes de til en bevidst følelsestilstand: vi oplever, at vi er bange, rolige, vrede eller glade. Følelser er derfor ikke adskilt fra kroppen, men den mentale repræsentation af dens biologiske tilstand.

Damasio kobler dette til en teori om bevidsthedens udvikling. Han beskriver et proto-selv, der repræsenterer de mest basale kropslige tilstande. Herfra udvikles et kerne-selv, hvor vi oplever os selv som aktører i øjeblikket, og videre til et autobiografisk selv, hvor følelser og oplevelser væves sammen med hukommelse og identitet. Bevidstheden bygges dermed lag for lag: først kroppen, så følelsen, og derefter den narrative forståelse af os selv.

Et af Damasios mest kendte bidrag er hypotesen om de såkaldte somatiske markører. Følelser fungerer her som signaler, der guider vores beslutninger. Når vi står over for et valg, aktiverer hjernen kropslige markører, der forudsiger, hvordan udfaldet sandsynligvis vil føles. Følelserne bliver dermed ikke en modsætning til fornuft, men en forudsætning for rationelle valg. Patienter med hjerneskader i områder, der forbinder krop og følelse kan godt tænke logisk, men træffer ofte katastrofale beslutninger, netop fordi de mangler denne følelsesmæssige vejledning.

Følelserne er en forudsætning for rationelle valg

Hvis Damasio viser, hvordan følelser bliver til gennem samspillet mellem krop og hjerne, så peger Paul Ekman på det mest synlige resultat: de ansigtsudtryk, som spontant og universelt afspejler vores følelsestilstande.

Paul Ekman: Følelsens ansigt

Følelser er ikke kun noget, vi “har” inde i os som tanker og stemninger. De har også et kropsligt fundament. Når vi bliver glade, bange, vrede eller kede af det, sker der typisk noget i kroppen: spænding ændrer sig, vejrtrækningen skifter, energien stiger eller falder – og ansigtet kan reagere med mimik, før vi overhovedet når at sætte ord på det.

Den amerikanske psykolog Paul Ekman (Ekman, 1999) om: Kapitel, der præsenterer Ekmans teori om grundfølelser med særlige ansigtsudtryk, biologisk forankring og tværkulturelle fund.
relevans: Underbygger hvordan følelser er et grundlæggende træk ved det at være menneske og at de har en biologisk forankring, og et særligt udtryk. Link til kapitlets kilder har gennem omfattende tværkulturel forskning vist, at der findes et sæt grundlæggende følelser – glæde, vrede, frygt, sorg, overraskelse og afsky – som mennesker på tværs af kulturer typisk udtrykker med meget lignende ansigtsudtryk. Disse følelsers ansigtsudtryk er biologisk forankrede og kan ofte genkendes universelt. Ekmans arbejde peger dermed på, at følelser ikke blot opleves indefra, men også bliver kropsligt synlige – især i ansigtets mimik.

Kultur betyder stadig meget for, hvordan vi håndterer følelser: hvad vi må vise, hvor meget vi må fylde, og hvem vi må vise det overfor. Men kultur regulerer først og fremmest udtrykket og situationen – ikke nødvendigvis selve fundamentet. Under de sociale regler ligger noget mere grundlæggende: et fælles menneskeligt, kropsligt grundlag for følelser, som netop gør, at de kan blive genkendelige mellem mennesker, også når vi ikke deler samme sprog eller baggrund.

Følelser er altså ikke bare noget, vi tænker – de er noget, kroppen gør.

Samlet perspektiv

Tilsammen viser Bull, Damasio og Ekman, at følelser hverken er rene tanker eller tilfældige stemninger. De er uløseligt forbundet med kroppen – i vores muskelspændinger, i hjernens registrering af kropslige signaler og i de ansigtsudtryk, der afspejler vores indre tilstand.

Afslutning – at blive medskaber af sit liv

Jeg vil lige sammenfatte og fremhæve de pointer jeg ønsker bliver tager med videre fra dette kapitel:

• Tanke og følelse er forbundne – vores tanker vækker følelser, og følelser farver vores tanker. De to sider af psyken kan ikke skilles ad.
• Vi har mange følelser samtidig – hvilken der træder frem, afhænger af, hvad vi i øjeblikket retter vores opmærksomhed mod.
• Vi er ikke vores følelser – følelser er øjebliksbilleder af vores aktuelle tilstand, ikke en fast identitet.
• Følelser er livets fænomenologi – de viser os, hvordan livet bevæger sig i os, og hvordan vi oplever os selv og verden.
• Følelser skaber bevægelse og mening – de driver os til handling og hjælper os med at forstå, hvad der har betydning i vores liv.
• Tillid til vores ubevidste – følelser og impulser rummer en visdom, vi ikke behøver at kontrollere, men kan støtte os til.
• Følelser er i konstant bevægelse – de omskaber sig selv, fordi deres udtryk i verden ændrer selve følelsen og holder os i udvikling.
• Sorg er kærlighedens bestræbelse på at hele sig selv – tabets smerte udspringer af kærlighed, og sorgen er kærlighedens vej til at finde ny balance.
• Filteret: behov, værdier, grænser – følelser viser os, hvad vi har brug for, hvad vi værdsætter, og hvor vores grænser går.
• Følelser er et indre kompas – hver følelse har en funktion, der peger på vores behov og hjælper os til at navigere. Selv svære følelser rummer en beskyttende eller udviklende kraft.
• Kulturens misforståelser – vi lærer ofte at undertrykke følelser som svaghed eller irrationelle impulser, men det fjerner os fra kernen af vores menneskelighed
• Kroppen er et instrument der er en nødvendig del for frembringelsen af følelser (tone).

I dette kapitel har jeg vist, hvordan følelser fungerer som både livets redskab og livets skabende proces. Vi har illustreret via metaforer som puslespillet, bølgen og lygten, forskellige karakteristika ved følelser og hvordan vi ved at bruge nysgerrighed på vores behov, værdier og grænser nemmere kan forstå hvad der ”gemmer” sig bag vore følelser.

Man kan være tilbøjelig til at læse dette kapitel som en teoretisk forståelse af følelser, men i virkeligheden er det også en praktisk teknik. For den måde, vi tænker om os selv og vores følelser på, er afgørende for, hvordan vi lever med dem.

Hvis du gennem dette kapitel har begyndt at se dig selv som medskaber af dit liv, som et menneske der er grundlæggende ok, og som ikke behøver at frygte sine følelser – så er meget allerede ændret. Heling vil ske, uden at du behøver at presse den frem. Dine livsbetingelser er forandret indefra.

I næste kapitel vil jeg gå videre og se på, hvordan vi konkret kan arbejde med følelserne – både når vi hjælper andre, og når vi ønsker at finde bedre måder at leve med vores eget liv på.