kapitel 3 – Følelsesregulering

Indledning

Følelsesregulering handler ikke kun om at have teknikker, når svære følelser opstår. Det handler også om, hvordan vi lever vores liv, hvilke rammer vi skaber, og hvilke vaner vi har i hverdagen. I dette kapitel vil jeg derfor starte med det grundlæggende mindset, der gør det lettere at regulere følelser, derefter se på de ydre rammer i dagligdagen, og til sidst præsentere nogle konkrete metoder, som mange oplever som særlig effektive.

At leve i overensstemmelse med sig selv – første skridt i følelsesregulering

Når vi taler om følelsesregulering, tænker mange straks på teknikker til at håndtere svære følelser i vores aktuelle liv. Men det første skridt er faktisk at leve på en måde, hvor antallet af unødigt svære følelser begrænses.

Vi kan forebygge meget ved at møde livet med et mindset, der bygger på tre nøgleord:

Ærlighed – at være ærlig over for sig selv og egne behov.
Selvrespekt – at tage sig selv alvorligt og stå ved sin værdighed.
Egenomsorg – at lytte til kroppen og give sig selv det, man faktisk har brug for.

Alle tre nøgleord peger på det samme: at leve i overensstemmelse med sin egen kerne (i tillid til, at vores indre er funktionelt og konstruktivt). Når vi gør det, fungerer vi bedre, heler bedre og lever et gladere liv.

Jeg er opmærksom på, at begreber som ærlighed, selvrespekt, egenomsorg og kerne kan forstås på mange måder. Jeg vælger bevidst ikke at give en entydig definition, men at bruge ordene i deres dagligdags betydning.

Da målet her er at skabe plads og dybde til en personlig og meningsfuld tilgang til livet, er det tilstrækkeligt, at ordene blot fungerer som filtre, der inviterer til refleksion – så hver læser kan lade sin egen erfaring og intuition give begreberne mening i praksis.

Men mange af os har tidligt tilsidesat os selv, for at passe ind og opretholde en vigtig relation – vi tilpasser os for at undgå svære situationer. Hvis en mor eller far reagerer voldsomt, når vi græder, lærer vi at holde tårerne tilbage. Hvis vores behov mødes med irritation eller afvisning, lærer vi at skjule dem. Vi vokser op i en konstant dans mellem at beskytte os mod smerte og samtidig søge selvrealisering – og det er inden for denne balance, vi finder vores mulighed for udvikling.

Livet er uundgåeligt fyldt med kompromisser. At være menneske handler om at finde en måde at leve i og med det, der er.

Samtidig er vi biologisk født med en stærk drift mod fællesskab og omsorg. Vi vil gerne være gode ved andre og bidrage til helheden. Når denne medfødte orientering mod andre møder en tidlig læring om selvundertrykkelse, opstår et mønster, hvor vi let kommer til at leve for andre – men glemmer os selv. Det er vigtigt at understrege, at denne omsorg for andre er ægte og værdifuld. Det er ubalancen, når vi tilsidesætter os selv, der mindsker vores livskvalitet og trivsel.

Selvundertrykkelse giver mindre selvværd.

At få et bedre selvværd er faktisk enklere, end mange tror. Det vokser eller falder hele tiden, afhængigt af hvordan vi behandler os selv i hverdagen – som en vægtskål: den side, vi lægger vægt på, vokser.

Et eksempel: Hvis jeg er tørstig, men lader være med at drikke, fordi jeg synes, det ikke passer ind i situationen, så fortæller jeg indirekte mig selv, at jeg ikke er vigtig nok til at få vand, selvom jeg har brug for det. Mit selvværd falder. Omvendt: Hvis jeg giver mig selv lov til at drikke, når jeg er tørstig, bekræfter jeg over for mig selv, at jeg har værdi. Mit selvværd stiger.

Sådan er det hele tiden i vores daglige valg. Når vi handler, som om vi har værdi, vokser selvværdet. Når vi overser os selv eller ikke tager os selv alvorligt, mindskes det. Det er selve dynamikken i selvværd.

At udvikle et bedre selvværd, handler i alt sin enkelthed om at behandle os selv med respekt.

Første skridt er derfor at genlære at tage os selv alvorligt: at lytte til vores behov, stå ved vores grænser og give os selv omsorg. Ikke i stedet for at rumme andre – men samtidig med. Ærlighed, selvrespekt og egenomsorg er fundamentet, der gør det muligt at leve et liv, hvor vi både tager vare på os selv og bidrager til fællesskabet.

Når vi arbejder fænomenologisk og procesorienteret, handler følelsesregulering ikke om at dæmpe eller fjerne det, der mærkes – men om at møde det som et udtryk for noget levende i personen. I mit arbejde prøver jeg derfor konstant at have et bevidst blik for positive indre livsytringer hos klienten. Jeg leder efter små tegn på autentiske udtryk – både i det, klienten selv fortæller, og i det, jeg kan iagttage eller fornemme i deres måde at være til stede på.

Det kan være noget, de nævner i forbifarten, noget jeg observerer i døgnmiljøet, eller en spontan reaktion i samtalen – små bevægelser, hvor kroppen eller sproget afdækker, den bagvedliggende ’virkelighed’. Jeg bruger observationerne til at hjælpe klienten med at se, hvordan livsytringerne viser deres hjerte, hvad der rører sig i dem eller hvilke behov, værdier og grænser de lever efter. Rigtig mange mennesker ser ikke og anerkender ikke egne positive træk og værdier.

Jeg anerkender alle former for livsudtryk – også dem, der på overfladen kan se “negative” ud. Hvis en klient for eksempel taler om vrede, og jeg vurderer, at det er rigtigt i situationen, kan jeg spontant sige:

“Fint – det er godt, du er vred.”

På den måde anerkender jeg følelsens relevans og åbner for kontakten til det, vreden peger på – ofte en grænse, et behov eller noget, klienten ikke vil acceptere. Det er i sig selv værdifuldt – ikke nødvendigvis vreden som sådan, men fordi den peger på noget levende og meningsfuldt i personen. At lytte til vores vrede er en form for selvrespekt. Udfordringen ligger i at omsætte den indsigt til handling – hvor vi respekterer det underliggende behov, vores værdi eller grænse i vores aktive liv.

Jeg bruger ikke denne tilgang på mere komplekse følelser som jalousi, misundelse eller opgivelse, som indeholder væsentlige kognitive domme. De følelser er sammensatte, og fungerer på en anden måde. Det er især grundfølelserne – vrede, sorg, frygt, afmagt – jeg spejler direkte. Målet med mine paradoksale kommentar ”det er godt du er vred”, ”ked af det” eller ”bange”, er at hjælpe klienten med at få kontakt til den indre virkelighed og anerkende denne.

Når jeg siger “fint” eller “godt”, uddyber jeg næsten altid, så følelsen forbindes til det bagvedliggende – et behov, en værdi eller en grænse. For eksempel:

“Godt, at du er vred – det betyder, at der er noget her, du ikke vil være med til.” “Det giver mening, at du mærker det – der er noget i dig, der siger stop.”

Jeg tilpasser sproget til den enkelte – nogle gange er det et enkelt “hm” eller “ja”, andre gange mere direkte. Pointen er den samme: følelsen skal ikke fjernes, men forstås som meningsfuld og relevant. Således er det en metode til følelsesregulering – ikke ved at dæmpe følelsen, men ved at acceptere vores reaktion og forankre den i betydning.

At skabe et liv, der støtter dig

Ud over mindset spiller vores omgivelser og vaner en stor rolle. Hvis hverdagen omkring os passer bedre til os, får vi færre vanskelige følelser at kæmpe med.

Derfor er det værd at kigge ærligt på sit liv og spørge:

Hvad kunne jeg ændre, så det støtter mig bedre?

Det kan være helt lavpraktiske ting: et skab, du ikke bryder dig om at se på, som du skiller dig af med, eller et rum, du maler om, så det føles rart at være i. Små ændringer kan give en følelse af lettelse og frihed.

Det kan også handle om relationer. Måske har du en ven eller veninde, du er glad for, men du oplever, at det altid er dig, der inviterer. Du kunne tænke: “Så stopper jeg, det må være deres tur.” Men nogle mennesker har svært ved at række ud, selv om de gerne vil ses. Hvis du har glæde af relationen, så hold fast og bliv ved med at invitere. Det ville være ærgerligt at miste noget godt, bare fordi den anden ikke får taget initiativ.

Et andet sted at kigge er i de erfaringer, du allerede har. Alle mennesker har oplevet ting, der giver ro, tryghed eller styrke. Det kan være en gåtur, samvær med bestemte mennesker, en hobby, der får tankerne væk, eller bare at trække vejret dybt et øjeblik. Mange af de ting virker stadig – vi skal blot huske at bruge dem igen.

Der findes også aktiviteter, som hjælper de fleste. En god gåtur er et af de mest enkle og effektive redskaber. Efter en halv times tid falder kroppen ind i sin egen rytme, og det føles som en slags psykisk massage: tankerne falder til ro, og indre spændinger glider ud.

For nogle virker træning – at få brugt kræfterne i et træningscenter eller gennem en sport. Det hjælper kroppen og giver sindet mere ro. For andre er det samvær, hobbyer eller kreative aktiviteter, der giver ny energi.

Mindfulness og yoga er også gode veje. Og det behøver ikke at være langt og krævende. To minutters mindfulness kan være en fin start. Gør det kort og behageligt – hellere flere små pauser end at sidde og pine sig selv. Det vigtigste er, at det passer ind i dit liv og giver dig lyst til at fortsætte.

At skabe et liv, der støtter dig, er derfor en del af følelsesregulering. Det handler om at indrette både dit ydre og dit indre miljø på måder, der gør det lettere at være dig.

Prioriter aktivt at skabe et liv der passer til dig – både de fysiske omgivelser og dine relationer

Vores samvær med andre er ekstrem vigtig for mennesker og ofte er der ting mellem os vi finder meget svært at tale om, og når vi gør det, kommer vi hurtigt i en situation, hvor vi bliver sårbar og kaster bebrejdelser efter hinanden. En vigtig ting er at lære hvordan vi kan håndtere ”den vanskelige samtale”.

At håndtere den svære samtale

Vi har alle relationer, hvor der kan være noget vigtigt, men svært at sige – til en ægtefælle, et familiemedlem, en ven eller en kollega. Ofte ender sådanne samtaler i sårbarhed, misforståelser og bebrejdelser. At leve med ærlighed, selvrespekt og egenomsorg betyder derfor også at kunne tage disse samtaler på en måde, hvor vi respekterer hinanden og hvor vi står ved vores grænser og behov.

En metode, jeg ofte bruger, kan illustreres med et enkelt billede: Forestil dig, at du har købt et par sko, men vil aflevere dem. Du siger til ekspedienten: “Jeg vil gerne have pengene tilbage.” Ekspedienten spørger måske: “Var det farven? Snørebåndene? Pasformen?” Hvis du begynder at svare, åbnes der straks for modtilbud: “Vi har andre farver… længere snørebånd… et godt tilbud…” Snart er samtalen drejet væk fra dit ærinde.

Det, der virker, er at holde fast i kernen: “Jeg kan ikke bruge skoene. Jeg vil have pengene tilbage.” Uanset hvad ekspedienten siger, vender du tilbage til dit udgangspunkt. På den måde bliver det klart både for dig selv og den anden, hvad du står for.

Overført til samtaler i nære relationer består teknikken i tre trin:

Find kernen – Hvad er det, der virkelig er vigtigt for dig?
Tal ud fra dig selv – brug “jeg”-sprog. Det gør det lettere for den anden at forstå dig og mindsker modstand.
Gentag kernen – når samtalen glider væk, vend tilbage til udgangspunktet. Du behøver ikke flere begrundelser.

Når vi kan holde fast i kernen på denne måde, undgår vi at blive fanget i diskussioner, og vi bevarer kontakten til formål med samtalen, samtidig med vi er grundlæggende respektfulde ifht. den anden ved ikke at tale om dem. Det er følelsesregulering i praksis: at bevare retning og balance midt i det svære.

Denne tilgang er i høj grad inspireret af Marshall Rosenbergs arbejde med Nonviolent Communication (giraf-sprog).

Marshall Rosenberg udviklede Ikke-voldelig Kommunikation som en praktisk metode til at skabe kontakt og løse konflikter gennem empati. Kernen er at skelne mellem observationer, følelser, behov og konkrete anmodninger, så man kommunikerer uden skyld, kritik og forsvar.

Hans arbejde gjorde “behovssprog” til et fælles værktøj i terapi, ledelse og konfliktmægling: mindre kamp om hvem der har ret – mere klarhed om hvad der er vigtigt. På en enkel og tydelig måde viser tilgangen, hvordan vi kan kommunikere, så vi ikke provokerer den anden, men i stedet fremmer forståelse, kontakt og samarbejde.

Et andet aspekt, som jeg selv har haft stor nytte af at lære, er hvor meget modstand der kan opstå, når vi taler om andre – især når vi kommer med vurderinger eller tolkninger af deres adfærd. Det gælder både i hverdagsrelationer og i terapi. Når vi siger: “Du er altid…” eller “Du gør det fordi…”, opleves det ofte som en dom, og den anden vil næsten uundgåeligt føle sig provokeret eller misforstået.

Når vi evaluerer eller dømmer andre, provokerer det som regel modargumenter og til kritik.

Her er Rosenbergs pointe igen hjælpsom: At vi i stedet for at tolke den andens indre motiver forsøger at udtrykke, hvad vi selv oplever, og hvad vi selv har brug for. Det skaber en helt anden atmosfære – mindre forsvar, mere nysgerrighed og større mulighed for faktisk kontakt.

Ud over de rammer og samtaler vi har med andre, kan vi også styrke os selv gennem indre teknikker. En af de mest virkningsfulde kalder jeg naturstedet.

Naturstedet

En meget effektiv strategi til følelsesregulering kalder jeg et natursted. Tidligere brugte jeg betegnelsen trygt sted, men jeg har ændret navnet, fordi ordet “tryghed” for nogle klienter kan vække associationer til det modsatte – altså ikke-tryghed. “Natursted” giver en mere åben, livsbekræftende og kropsligt forankret indgang.

Jeg anvender øvelsen med mine klienter i flere situationer:

Som en afstresningsøvelse i hverdagen.
Næsten hver gang jeg planlægger traumearbejde, for at sikre, at der findes en måde at regulere ubehag på, hvis det opstår.
Som redskab til at tjekke klientens sårbarhed (kan øvelsen ikke fungere, peger det ofte på behov for større forsigtighed eller på, at traumearbejde ikke er muligt endnu)

At skabe naturstedet

Øvelsen starter ganske enkelt: Jeg beder personen forestille sig et sted i naturen, som føles så perfekt som muligt for dem. Det kan være en strand, en skov, ved vandet, i bjergene – eller et helt andet sted. Det vigtige er, at stedet vækker en følelse af velbehag og ro.

Når stedet er valgt, inviterer jeg dem til at beskrive det for mig:

Hvad kan du se?
Hvad kan du høre?
Hvordan føles det at være der?

Vi uddyber sammen. Hvis de fx står på en strand, spørger jeg:

Har du sko på, eller er du barfodet?
Hvordan føles det at bore fødderne ned i sandet og mærke, hvordan det omslutter dig?
Hvordan er det, at sandet på én gang er porøst og alligevel fast og støttende?

Vi bringer så mange sanser som muligt i spil: lyden af fugle, bølgernes rytme, vinden mod huden, solens varme, udsigten i horisonten. Jo mere detaljeret billedet bliver, jo mere forankret bliver oplevelsen i kroppen.

At holde naturstedet rent og beskyttet

Der er én regel: andre mennesker kan ikke komme derind. Relationer er komplekse og kan aktivere følelser, forventninger eller konflikter, der forstyrrer forankringen. Naturstedet skal være et indre fristed, som tilhører personen alene. Et kæledyr kan dog være med, hvis det styrker ro og velbehag.

Man kan også “justere parametre” i scenen – lys, temperatur, farver, lyde – så oplevelsen optimeres. Nogle forestiller sig en usynlig, uigennemtrængelig glaskuppel, hvor intet udefra kan trænge ind.

At bruge et ankerord

Når naturstedet er virkeliggjort, beder jeg personen finde et enkelt ord, som kan fungere som en overskrift for stedet. Det kan være “stranden”, “fristed” eller hvad som helst, der giver mening for dem. Ordet bliver et anker, som de kan bruge til at vende tilbage til oplevelsen.

Herefter beder jeg dem komme tilbage til rummet. Når de er klar, gentager vi øvelsen, hvor de selv vender tilbage til deres natursted:

De tager en dyb indånding, lukker øjnene og siger deres ord højt (eller tænker det).
De visualiserer sig selv tilbage i deres sted.

Ofte støtter jeg deres proces ved at gentage de ord og billeder, de tidligere har brugt, og vi kan sammen udbygge oplevelsen med flere detaljer. Efterhånden kan de selv bruge ordet som genvej til at finde ro og regulere følelser, når livet bliver svært.

At bruge sanserne som forstærker

Jeg fortæller ofte, hvordan de selv – når de øver teknikken – bevidst kan gennemgå alle sanserne én efter én og forestille sig, hvordan de manifesterer sig eller fremtræder i deres natursted:

Syn – former, farver, lys, bevægelse.
Hørelse – lyden af fugle, bølger, vinden, stilheden.
Følesans – temperatur, underlaget under fødderne, vinden mod huden.
Lugt – dufte fra skov, græs, hav eller jord.
Smag – frisk luft, saltvand eller blot fornemmelsen i munden.

Når de gennemgår sanserne på denne måde, oplever de ofte, at billedet bliver dybere og mere levende. Kroppen reagerer, som om de virkelig er der, og det giver en stærk oplevelse af ro og forankring.

Gentagelse og automatisering

En central teknik i hypnose er at bringe en person ud og ind af trance flere gange. Gentagelsen uddyber oplevelsen og gør den mere stabil.

Det samme kan vi bruge i naturstedet. Når jeg vælger at gentage øvelsen flere gange i samme session, sker der to ting: oplevelsen bliver dybere, og personen bliver mere fortrolig med at finde tilbage til stedet.

En anden proces handler om, at de selv øver øvelsen efterfølgende. Her er formålet ikke fordybelse, men indlæring. Med træning kan de nå til et punkt, hvor springet fra dagligdag til deres indre scene bliver meget kort – ofte næsten umiddelbart.

Allerede under introduktionen mærker de, hvordan kroppen falder til ro. Det er ikke en teori, men en konkret erfaring. Derfor giver det straks mening for dem, når jeg fortæller, at denne effekt med øvelse kan blive en automatisk reaktion. Netop koblingen mellem oplevelse her og nu og forventningen til fremtidig træning styrker indlæringen fremover.

Afrunding

Naturstedet virker, fordi natur taler til mennesker og fordi det kombinerer fantasi, krop og sprog i én samlet oplevelse. Det bliver et indre rum af ro og styrke, som man altid kan vende tilbage til – både i terapien og i hverdagen.

Hvor naturstedet arbejder med indre billeder og sanser, kan vi også regulere følelser gennem kropslige teknikker. En af de mest brugte er tapping.

Tapping

En anden meget effektiv metode til følelsesregulering er tapping. Jeg bruger den ofte, især når der er stress eller svære følelser i spil.

Et eksempel er en klient med PTSD, som var under stort pres og næsten aldrig kunne finde ro. Det blev hurtigt en fast rutine, at vi sluttede vores sessioner med tapping. Ofte bad han selv om det – og hvis ikke, foreslog jeg det. For ham blev tapping en helt konkret måde at skabe ro i kroppen, som vi vidste virkede, og som derfor også gav tryghed i terapien.

Mange oplever i starten, at tapping kan virke lidt mærkeligt eller fjollet. Derfor er det vigtigt, at jeg som terapeut tager initiativet og bærer øvelsen. Jeg viser tydeligt, hvordan vi gør, og siger altid ordene højt undervejs. På den måde er jeg et eksempel, klienten kan spejle sig i. Nogle gange gentager klienten efter mig, andre gange tapper vi bare sammen i stilhed – begge dele kan fungere fint.

En styrke ved tapping er, at metoden er meget nem at lære og tager kort tid. Den kan altid passes ind – også når tiden er knap – og opleves effektiv for langt de fleste.

Øvelsen består i at tappe let med fingrene på bestemte punkter på kroppen.

Samtidig sætter vi ord på det, vi oplever, gennem korte sætninger. Det betyder, at vi anerkender og accepterer vores aktuelle tilstand, mens vi samtidig er i kropslig kontakt. På den måde skaber tapping en unik kombination: vi mærker det, der er svært, og giver det plads – samtidig med at kroppen stadig er fungerende (Dette vil blive uddybet i kapitlet om traumer.)

Denne kombination gør, at stress og svære følelser hurtigt kan falde i intensitet. Klienten får dermed en konkret erfaring af, at regulering faktisk er mulig – selv midt i kaos.

Grundsætningen

Tapping bygges op omkring en grundsætning, som har to led:

Det svære – en kort sætning, der fanger ubehaget så præcist som muligt.
- Fx: “Jeg er stresset.”, “Jeg er urolig.”
En ressource eller accept – noget, der er okay, eller som peger på forandring.
- Fx: “… men jeg er okay.”, “… og jeg kommer igennem det.”, “… og jeg arbejder for at få det bedre.”

Eksempel:
“Selvom jeg er stresset, er jeg okay.”

Trin-for-trin: Basis tapping

Formuler grundsætningen ( to led).
Start på siden af hånden – tap på håndkanten (“karatepunktet”) og gentag grundsætningen tre gange.
Gå gennem punkterne – øjenbryn → side af øje → under øje → under næse → under mund → kraveben → under arm → toppen af hovedet.
Gentag grundsætningen undervejs ved hvert tappepunkt (“selvom jeg er stresset, er jeg OK”).
Kør to runder med alle punkter, derefter: – stop et øjeblik, tag et roligt og dybt åndedrag og lag mærke til hvordan du føler dig og hvordan du har det, hvad er nu det værste indeni
Gentag om nødvendigt – juster grundsætningen og kør en ny runde.

Opsummering:
Metoden er let at lære, hurtig at gennemføre og effektiv for langt de fleste – derfor er den et af mine mest brugte redskaber i arbejdet med følelsesregulering.

Video

Mange lærer tapping bedst ved at se det udført. Derfor er der her et link til en instruktionsvideo i kapitlet, hvor du kan følge øvelsen trin for trin. Videoen er med Jessica Ortner, der forklarer og viser hvordan tapping udføres.

Hold <Ctrl> nede og tryk på billedet. Derefter kan du downloade videoen og se filen. Den oprindelige video kan findes via linket: https://www.thetappingsolution.com/eft-tapping/ men kan også se ved bare at klikke på ikonet: ”How to tap with Jessica Ortner”

Heart Assisted Therapy (HAT)

I mit arbejde er tapping typisk det første valg, når jeg introducerer klienter til en metode til følelsesregulering. Tapping er enkel at lære, hurtig at udføre og virker effektivt for langt de fleste.

Nogle gange vælger jeg dog i stedet at lære klienten en selvregulerende version af Heart Assisted Therapy (HAT) – eller begge metoder. De er hurtige at lære, og selve det at gøre noget kan i sig selv bidrage positivt i sessionen ved at give klienten en konkret oplevelse af, at det er muligt at gøre noget.

HAT bygger på en enkel gestus: at lægge hænderne overlappende på hjertet og forbinde dette med roligt åndedræt. Det særlige ved HAT er egen-omsorgsaspektet: klienten lægger helt konkret sine hænder på hjertet – en fysiologisk gestus af varme og omsorg rettet mod sig selv.

Sådan udføres HAT:

Læg hænderne overlappende over hjertet.
Tag tre rolige, dybe åndedrag.
Skift håndstilling (så den anden hånd er øverst), og tag igen tre åndedrag.
Skift tilbage til udgangsstillingen, og tag endnu tre åndedrag.

Man arbejder altså i blokke af 3x3: hænderne over hjertet, tre åndedrag – skift hænder, tre åndedrag – skift tilbage, tre åndedrag. Det udgør én serie.

Øvelsen kan udføres alene på denne måde – eller suppleres med en enkel støttesætning, hvis det føles naturligt for klienten, fx: “Dybt i mit hjerte accepterer jeg mig selv, selvom jeg føler uro.”

Det kan være meget gavnligt at inddrage netop det aspekt, der forstyrrer eller gør ondt. På den måde bliver oplevelsen mødt i stedet for fortrængt, fx:

“Dybt i mit hjerte accepterer jeg mig selv, selvom jeg mærker spænding i skuldrene.”
“Dybt i mit hjerte accepterer jeg mig selv, selvom jeg føler mig ked af det.”

Øvelsen skal altid udføres i et tempo, der føles trygt for klienten, og fungerer bedst, når den bruges regelmæssigt mellem sessioner som et redskab til selvregulering.

Se et klip hvor John H. Diepold demonstrere Heart Assisted Therapy (HAT). Optagelsen stammer fra corona-perioden.

Hold <Ctrl> nede og tryk på billedet. Derefter kan du downloade videoen og se filen (kortere version). Den fulde version kan findes her: youtube.com/watch?v=Q9AIx9FqlPY

Afslutning

Her er nogle af de vigtigste pointer fra dette kapitel:

At leve med ærlighed, selvrespekt og egenomsorg skaber mere trivsel både i dig og udenfor dig..
Selvværd skabes i handling – ved at behandle os selv med respekt.
Følelser kan reguleres – lettest gennem kroppen og vores ubevidste ressourcer.
Tryghed er forudsætningen for heling.

Opsamling og afrunding

Når vi ser det hele samlet, består følelsesregulering af tre lag, der understøtter hinanden:

Mindset – ærlighed, selvrespekt, egenomsorg.
Rammer – miljø, relationer, aktiviteter, der styrker os.
Teknikker – metoder i nuet, fx naturstedet og tapping.

At regulere følelser handler ikke om at undgå livet, men om at skabe plads til at være i det – på en måde, hvor vi både tager os selv alvorligt og kan være i kontakt med andre.

Med dette kapitel (sammen med kapitel 2) har jeg præsenteret mit grundlæggende syn på, hvad et menneske er. I de næste kapiteler vil jeg udvide perspektivet og vise, hvordan vi kan forstå den bagvedliggende dynamik i det psykologiske felt – og dermed fænomener som PTSD, afhængighed og personlighedsforstyrrelser. På den måde lægger vi grundlaget for at se, hvordan man kan arbejde med disse udfordringer i praksis.